Kulturen skal på dagsordenen til folketingsvalget

Af Nikolaj Bøgh. Konservativ folketingskandidat, Frederiksberg

Er de danske vælgere ligeglade med kultur? Det er det indtryk man får, når man følger forberedelserne til det kommende folketingsvalg. I alle de mange målinger, som alle partierne laver for at justere deres politik, så mulighederne for at optimere deres stemmeandel er størst, der kommer kulturen næsten altid i bunden af prioriteringsskalaen. Og når medierne skal planlægge deres dækning, at den kommende valgkamp, der er kulturen ligeledes så godt som usynlig. I de mange kandidattests, man som folketingskandidat skal udfylde for at give vælgerne en hjælpende hånd, når de skal sættes deres kryds, der er der så godt som ingen spørgsmål om kultur. I TV2s kandidattest, hvor man skal prioritere op til fem (!) af sine vigtigste politikområder fra en lang liste med temaer, der er kulturpolitik slet ikke en valgmulighed. På Christiansborg er kulturordførerskabet i de fleste partier ganske marginalt, og opfattelsen synes ofte at være, at kultur er lidt ”flødeskum på lagkagen”, som man kan tage fat på, når alle de vigtigste problemer er klaret – og det er de jo som regel aldrig.

Skal man vælge mellem at have tag over hovedet, få mad i munden eller blive helbredt for en kræftsygdom, så er det klart, at en tur på museum eller i teatret kommer noget til kort i sammenligningen. Det er dog heldigvis en valgsituation, som danskere meget sjældent står i, og i praksis tyder meget på, at danskerne interesserer sig endog særdeles meget for kultur. Danskerne er store kulturforbrugere, og kulturforbruget er generelt markant stigende. Besøgstallet på mange museer slår rekorder, flere går i biografen og til koncerter – også med de ellers meget økonomisk pressede og nedprioriterede symfoniorkestre. Det er svært at se den berøringsangst overfor finkultur, som ellers ligger synes at ligge som en underliggende præmis bag nogle partiers kulturpolitik. Samtidig er der masser af gang i breddekulturen. Foreningslivet blomstrer, og mange danskere synger med stor fornøjelse i kor eller deltager i andre former for lokale kulturaktiviteter på græsrodsniveau. Ude i kommunerne, hvor man oftest har fingeren mere på pulsen i forhold til borgernes ønsker, end man måske nogle gange har på Christiansborg, der bliver kulturen gennemgående prioriteret højere i disse år. Mange kommuner investerer massivt i nye kulturhuse, idrætsfaciliteter, museer og sågar nye teatertilbud. Opfattelsen i mange kommuner er, at kultur er en vigtig del af nøglen til at få en større andel i fremtidens vækst og bosætning. Et rigt kulturliv skaber en by og et lokalmiljø, som er mere interessant at bo i, det øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft, hvilket igen kan være med til at tiltrække flere virksomheder til områder. Kulturen gør det ikke alene, man kan være et vigtigt element i en udviklingsstrategi for en kommune, og det har mange kommuner landet over taget til sig i de senere år. Kulturinvesteringer kan godt både berige ånden og gavne den samfundsøkonomiske bundlinje.

Den statslige kulturpolitik, som er direkte drevet af partiernes overordnede strategier og prioriteringer, den har det til gengæld rigtig skidt. De fortsatte årlige grønthøsterbesparelser skærer hårdt i mange kulturinstitutioners budgetter og resulterer i fyringer, lukninger af udstillingssteder og afdelinger og aflysning af særudstillinger. Den udvikling nåede sin foreløbige kulmination i det forløbne år med bl.a. fyring af 44 medarbejdere på Nationalmuseet og lukning af industrimuseet Brede Værk. Det gør ondt på mennesker, der er engageret i kulturlivet og i dansk kulturarv. Med finansloven for 2019 tilbageføres en del af besparelserne til området, men det sker i form af særlige projekter og nye initiativer, som ikke hjælper på den fortsatte udhuling ag midlerne til den løbende drift – måske snarere tværtimod. Samtidig bød året også på indgåelsen af et spektakulært, smalt medieforlig, som skar 20 pct. af DRs budget, reducerede Radio 24Syvs budget kraftigt og besluttede, at kanalen skal udflyttes til Jylland. Dens overlevelse er nu meget usikker, og man kan frygte, at den kraftige beskæring af DR, som fjerner meget store beløb helt fra produktionen af dansk medieindhold, vil stille de danske medieforbrugere ringere i den voldsomme konkurrence med engelsksproget indhold på alle tænkelige platforme. Med en liberal kulturminister i spidsen, der villigt har administreret nedskæringerne og generelt har arbejdet for mere ”markedsgørelse” af kultur- og mediepolitik, der har der ikke været meget håb om en ny kulturpolitisk linje at hente. Det har gjort ondt på konservative, der traditionelt har vægtet kulturen højst og sædvanligvis har siddet for bordenden i Kulturministeriet, når der sad en borgerlig regering. Sådan bør det blive igen, hvis de borgerlige partier skal genvinde deres troværdighed på kulturområdet.

Væksten i kommunernes kulturbudgetter holder de samlede offentlige kulturinvesteringer på nogenlunde samme niveau som hidtil, selvom staten skærer ned. Men kommunerne kan ikke fylde det hul, som statens besparelser efterlader. Ansvaret for den nationale kulturarv, de store fælles kulturinstitutioner og den helt nødvendige støtte til dansk medieindhold af høj kvalitet, det er og bliver en statslig opgave, som ikke i tilstrækkelig grad bliver løftet i øjeblikket. Den statslige kultur er ikke blot blevet et nulsumsspil, men faktisk et minussumsspil, hvor kulturinstitutionerne ret åbenlyst kæmper om skrumpende budgetter. Det ser man bl.a. i de igangværende forhandlinger om en reform af statens tilskud på museumsområdet, hvor de store kunstmuseer i hovedstadsområdet er i skudlinjen, og der er et politisk ønske fra visse partier om at beskære deres tilskud kraftigt til fordel for mere ”folkelige” museer i provinsen.

Nu står der et folketingsvalg for døren, og det kommer naturligvis også til at præge hvad der skal ske med den statslige kulturpolitik i de kommende år. Valgkampen er i realiteten godt i gang, og på Christiansborg bliver alt vendt og drejet i forhold til, hvordan det ser ud i vælgernes øjne. Med de valgforberedelser og debatter, vi har set indtil videre, der er der ikke meget der tyder på, at kulturpolitik kommer til at fylde meget i partiernes centrale kampagner. Men det burde det, for netop i tid med globalisering, ekstrem vækst i den engelsksprogede underholdning, migration og udfordringer til dansk kultur på mange fronter, der er en markant og tydelig kulturpolitik af meget stor betydning. Og med det stigende kulturforbrug vi oplever og den grøde i det lokale kulturliv, der kan opleves mange steder, så er kultur højst sandsynligt

i hvert fald en vigtig komponent i de ønsker, som de fleste danskere har til udviklingen af det danske samfund. Og de ønsker om udvikling rimer ikke godt på den afvikling, der er i statens kulturpolitik i disse år.

Hvad der kommer til at ske med kulturpolitikken på den anden side af folketingsvalget, er endnu for tidligt at sige. Flere partier, herunder mit eget, har allerede meldt ud, at de årlige grønthøsterbesparelser på statens kulturbudget må stoppes, før de anretter uoprettelig skade. Forhåbentlig vil det lykkes at få sat en mere positiv kulturdagsorden både under og efter folketingsvalget. Det fortjener danskerne, for mennesket lever ikke af brød alene, og vi har som land en stor interesse i en stærk kulturpolitik, der sikrer vores sammenhængskraft og styrker og udvikler os som danskere i en omskiftelig verden.